11

Fingrene glider hen over tastaturet. De prøver desperat, at udtrykke alle de forvirrede tanker. De prøver, at forklare dem.
Hun føler et savn hun ikke burde. Hun ser noget hun ikke burde. Løgnene trykker sig på og hvisker deres dræbende ord. Igen og igen.
Hun lukker øjnene og skruer højere op for musikken. Hun prøver at overdøve stemmerne og dermed løgnene. Tårerne triller ned af kinderne. Endnu engang.
Her. Nu, kan hun græde i fred. Der er ingen bekymrede blikke. Der er ingen spørgsmål. Hun ved hun ikke burde lade sig slå ud. Hun ved hun ikke burde være så svag. Veninderne siger hun ikke skulle græde over det. De siger, at hun ikke burde have dette savn. Hun nikker bare og giver dem et smil. Tårerne triller stadig. De gør øjnene blanke og sindet tomt.
Regnen dukker op i hendes tanker. Hvor hun dog længes efter den. Regnen som vasker alle tanker bort. Alle minderne. Alle følelserne. Regnen som går ind i huden og sletter alt.
Hendes øjne falder på et ansigt. En pige som på en måde virker bekendt og dog så fremmed. Hun synes svagt, at genkende pigen, der blank stirrer tilbage.  Prøver desperat at huske hende.
Stemmerne hvisker igen. De vil ikke lade hende være. Hun skruer endnu højere op for musikken. Det gør næsten ondt i ørerne. Hun lukker øjnene. Lytter til musikken. Hun ønsker, at kvæle stemmerne og deres løgne. Hun hvisker stille med på musikken med tårerne trillende ned af kinderne. Sangen slutter og hun stirrer ud i mørket. Stemmerne er der straks med deres forbandede løgne. Hun ved hun ikke burde tro dem, men inderst inde gør hun. Giver dem ret i hver eneste lille løgn. Hun lader de sidste tårer trille. Lukker computeren og falder i søvn. En søvn hun ville ønske aldrig endte. Så længe søvnen er drømmeløs.