12

Hun sidder alene. Musikken spiller højt, men hun ænser det ikke. Intet af det. Stirrer tavst på skærmen. Stirrer på samtalen der fortsætter som om intet var hændt. Som om hun aldrig havde været til stede. Han siger han elsker hende og at han savner hende. Tårerne begynder at trille ned af hendes kinder af disse ord.
Løgnene har magten og stemmerne hvisker: Han mener det ikke. Hvordan kan man elske en som dig? Hvorda kan man savne en som dig? Kedelig, uinteressant person! Han kan umulig mene det. Ingen kan!
Hun vender tilbage til virkeligheden. Han siger hun skal fortælle hvad der er galt. Hun siger senere og er derefter glemt igen. Tårerne triller og hun kigger op. Hun håber så inderligt at løgnene kan forblive løgne, selvom de er hendes sandhed. Håber stemmerne vil gå væk. Håber deres dræbende ord vil gå væk.
Musikken stopper og straks er de der med deres løgne. Hun leder panisk efter en sang, der kan få dem på afstand, men de har allerede bidt sig fast. Kedelig! Faker! Uønsket! Igen og igen. Uelsket! Intet andet end til besvær! Egoistisk! Dårlig ven! Fed! Grim! Dum!  Det vil ingen ende tage. Hun sukker. Bløndet af tårer vælger hun en ny sang og skruer op. Lukker øjnene og drømmer sig væk.
Drømmer m bedre tider, hvor disse løgne ikke var hendes sandhed.